Spelt, abrikoser og græskarkerner

 På dette portræt ser det måske ud til, at der er foruroligende langt mellem abrikoserne. 

Men det er altså ikke tilfældet!

Man kunne præsentere dette brød som en (lidt mere) ernæringsmæssigt korrekt udgave af de fantastiske müsliboller, som fås hos Schweizer Bageren i M.P. Bruunsgade. De er særligt gode til eftermiddagsteen (gerne med meget smør og meget appelsinmarmelade!), dette brød ligeså, men faktisk fungerer det også udmærket som et mere substantielt indslag, eksempelvis som morgenmad. Og så er det allerhelvedes godt med Thises Vesterhavsost! 

Limfjordsporter og Cointreau

Min surdej blev på beklagelig vis forsømt, da jeg skrev eksamensopgave i slutningen af sidste semester. Og efter et par mislykkede forsøg på at genoplive den, hældte jeg den til sidst ud. Den var ganske vist hverken muggen eller på anden måde i egentligt fordærv, derimod var den blevet så sur, at den lugtede som eddike og fik dejen til at opføre sig mystisk, når jeg bagte med den.

I forårets anledning har jeg nu sat mig for at fremstille en ny surdej, og også denne gang følger jeg anvisningen på min yndlingsbrødblog Pain de Martin. Denne aften har jeg således i et syltetøjsglas blandet 1 spsk. økologisk rugmel med 2 spsk. vand og placeret det et lunt sted med låget skruet løst på. I overmorgen (aften) tilsætter jeg endnu en spsk. rugmel, og morgenen herefter endnu 2 spsk. rugmel og 30 g vand. På fjerdedagens aften skulle surdejen gerne være boblende og klar til brug! Er det ikke tilfældet, fortsætter man med at fodre den med mel og vand. Hvilket i øvrigt også er strategien, hvis man har brug for en større mængde surdej end den her genererede.

Jeg planlægger at indvie den nye surdej med dette brød med rug og Limfjordsporter, som jeg også bagte sidste år. Porteren gør brødet både bittert og aromatisk, hvilket ganske overraskende var fantastisk godt i kombination med en chokoladesauce med Cointreau, der i nedkølet tilstand blev til overdådigt smørepålæg.

Brioche Parisienne

Min besættelse af briocher begyndte allerede inden jeg nogensinde havde smagt en sådan, og min kærlighed til denne franske forening af kage og brød skulle inden længe vise sig, at være umulig at underlægge fornuftens erkendelsesformer. Besættelsen opstod takket være Émile Zola, der i romanen Germinal lader en af sine karakterer, den rige (og derfor fede samt tøffel- og flonelsmorgenkåbeklædte) Madame Grégoire, tale henført om en nybagt, gylden brioche, der får ”alle ansigter til at stråle”, idet den kommer på morgenbordet:

»De satte sig endelig til bords, chokoladen dampede i kopperne, længe talte man kun om briochen. Mélanie og Honorine blev stående og fortalte enkeltheder fra bagningen, de så på, hvordan de proppede sig med glinsende læber, og sagde at det var en fornøjelse at bage kager, når man så herskabet spise med så god appetit.«

Den landflygtige pølseret

Den såkaldt svenske er en pølseret af tvivlsom oprindelse. Den kan opleves i mange forskellige kulører, teksturer og konsistenser, men dog har alle versioner følgende til fælles: pølle, kartoffel og løg samt tomat i en eller anden form. I mit barndomshjem blev den til min lillebrors store – og min begrænsede - fornøjelse serveret med røget medister og flåede tomater. Ikke at jeg foretrækker den mere udbredte version med wienerpølse og blegrød sauce af tomatpure og mælk, med hvilken de udkogte kartoffeltern nærmest er gået i et. Denne velkendte supermarkedsdelikatessens ”lune ret” serveret i leverpostejsbakke er en version af pølseretten, som jeg først stiftede bekendtskab med, da jeg som gymnasieelev på Aalborghus Gymnasium begyndte at frekventere det navnkundige supermarked Nanok (beliggende på Grønlandstorvet...). Og således fik jeg pludselig øjnene op for, hvor mange forskellige fortolkninger der alene i Jylland findes af denne ret. 

Ifølge emballagen (nu mindre leverpostejsagtig) er der tale om en delikatesse...

Historiske hotdogs på Lidingö

I dette indlæg skal det handle om noget, jeg ikke så ofte forsøger mig med: pølsevogne. Anledningen er, at jeg netop er hjemvendt fra en heftig weekendtur i Stockholm, hvor jeg blandt andet kunne konstatere, at surdejsbrød virkelig ER trendy. Da min lillebror er medforfatter af en hotdog-blog, var det oplagt at skrive en mindre reportage fra den Stockholmske hotdogscene og jeg fik således lejlighed til at spise frokost ved en af Sverigeshistoriens vigtigste pølleboder: Prestogrillen på Lidingö.

Kære surdejsdagbog...

Det lave brød!

Det er svært at forestille sig, hvad der kunne udgøre et mere passende emne for dette mit første indlæg på denne min første madblog, end mit første vellykkede surdejsbrød! Efter at have passet og plejet min surdej og fodret den dagligt med vand og biodynamisk mel, efter udførligt at have noteret alle observationer angående dens lugt, konsistens og farve i min nye surdejsdagbog, ja, efter en weekendtur til farmor Inger (der ikke helt syntes at forstå den megen opmærksomhed, som bøtten med surdej var genstand for. Hun, der gennem årtier har bagt fantastiske rugbrød, er tydeligvis af en anden generation, med en helt andet pædagogisk tilgang til sin surdej) og et par mislykkede brødforsøg (åh, hvilken frustration!), blev surdejen endelig til et smukt og velsmagende, men dog stadig lidt lavt brød.