onsdag den 9. maj 2012

Kongens kaviarsoufflé - om royale eskapader og fiskekonserves

Kong Kalle viser hvordan æggehviderne til en soufflé skal se ud!
For den nervøst anlagte læsers skyld vil jeg indledningsvis slå fast, at de i overskriften omtalte eskapader ikke involverer fiskekonserves. I hvert fald ikke direkte. Efter al den kedelige omtale af det svenske kongehus, der har fyldt dagbladene det sidste års tid – aflysningen af party-prinsessen Madeleines forlovelse som følge af den uprinselige Jonas Bergströms pinlige affære med en 21-årig norsk pige; prins Carl Philips forhold til Paradise Hotel-baben Sofia Hellqvist og så for at fuldende farcen; rygterne om kongens utroskab, stripklubbesøg og gangstervenner og hans uheldige håndtering af sagen i pressen – tænker jeg, at det er på tide at nævne dem for det gode. Efter sådan en omgang skandale kniber det selvsagt med populariteten, men uanset mangel på anstændighed, god smag og sunde værdier er det værd at bemærke, at Kong Carl Gustaf ligesom sin farfar, Gustaf Adolf, der som omtalt i indlægget om Presto Grillen i Stockholm spillede en afgørende rolle i svensk fastfoodhistorie, forstår sig på gastronomi. 

I den fornøjelige lille bog med titlen ”Sveriges Nya Landskapsrätter”, som jeg indkøbte i supermarkedet ICA på en ferie i Skåne, inviterer han læseren indenfor i sit "högst privata" køkken, som det oplyses er mørkebrunt og avocadogrønt og udstråler "hemkänsla" fremfor modernitet. Hver søndag ifører Carl Gustaf sig forklædet og folder sig ud i køkkenet, for som så mange andre svenskere (nok især teenagere) har kongen en ugentlig maddag. Denne tilbringer han altså i sit brune køkken, hvor han står (iført forklæde og skjorteærmer) og klemmer noget så folkeligt som Kalles Kaviar ud af tuben for at lave sin livret: en letlavet kaviarsoufflé! Det er ganske interessant, hvordan bogen i sin fremstilling af kongen lægger vægt på hans jordnære og beskedne tilgang til såvel køkkenindretning som ingredienser, ikke mindst taget i betragtning, at et flertal både i befolkningen og i riksdagen efterhånden er parate til at afskaffe monarkiet. Især er måden hvorpå man betjener sig af tubekaviaren påfaldende. Man kan måske sige, at den blå tube i bogens diskursive konstruktion fungerer som symbol på folket, og som det bemærkes i det indledende afsnit, bærer tuben tilmed samme navn som kongen selv! Kongen er altså ikke blot vild med Kalles Kaviar, han er Kalles Kaviar og dermed ligeså jævn som den blegorange, sødligt fiskelugtende kaviarsmørelse. Min svenske veninde med en sund skepsis over for alt royalt lod sig dog ikke imponere af dette forsøg på at popularisere kongen. Som hun bemærkede, afslører han sig som en ægte Bernadotte med sin kaviarsoufflé, for så vidt at retten i sig selv rummer et paradoks: For at kunne indtage tubekaviaren ser Carl Gustaf sig nødsaget til at transformere den til noget så sofistikeret og overklasseagtigt fransk som en soufflé!

Et lille kuriosum og hvad der må være den absolut dårligste idé i fiskekonserveshistorien: Kalles med banan (!!) Den oplagte kombination af "mild kaviar, krämet färskost och äkta banan". Man kan forstå, at den ikke længere fremstilles.
Men ud over at portrættere kongen med elmixer udmærker bogen "Sveriges Nya Landskapsrätter" sig altså ved at give ny inspiration til madlavning med al den spændende svenske fiskekonserves på både tube og dåse (og hvem ved, måske også Tetra-Pak). Og da jeg gennem længere tid har været besat af Kalles Kaviar med dild (den i den grønne tube, som desværre ikke findes i Danmark. Den originale blå kan dog købes i Kvickly) og gerne eksperimenterer med nye måder at spise den på, var det jo oplagt at forsøge sig med en soufflé.

Kaviarsoufflé i IKEA-glas

Hvis man endnu ikke er overbevist om tubekaviarens fortræffeligheder, kan det måske være en idé, at begynde med noget knapt så avanceret som en kaviarsoufflé - eksempelvis klassikere som ægge- eller kartoffelmad med kaviar eller et smilende æg med kaviar i stedet for salt!  

Den tvivlsomme type, Svenne (der ikke engang vil være bekendt at optræde med sit ansigt på tuben), og dennes discountkaviar.
Kongens kaviarsoufflé

Til 4 personer skal du bruge:

3 mellemstore æg
2 dl crème fraiche
1 spsk. hvedemel
3 spsk. Kalles kaviar
2 spsk. finthakket skalotteløg
3 spsk. finthakket purløg
1 knivspids salt og samme mængde hvid peber
Smør og mel til formene
 
Ovnen tændes på 220 grader (200 grader varmluft).
 
Æggene deles i blommer og hvider. Blommerne røres sammen med crème fraiche. Melet sigtes ned i blandingen. Kaviar, løg, purløg samt salt og peber tilsættes og det hele røres grundigt sammen.
 
Hviderne piskes til hårdt skum - skålen skal kunne vendes med bunden i vejret (se foto!!) - og vendes herefter forsigtigt sammen med crème fraiche-kaviar-blandingen. 
 
4 små souffléforme (eller 1 større) smøres med smør og drysses herefter med mel, der fordeles i et tyndt lag i formen. Formene fyldes lidt mere end halvt med soufflémassen og bages midt i ovnen i cirka 9 minutter - længere, hvis man laver en stor soufflé. 

Server souffléen straks - Carl Gustaf anbefaler en grøn salat samt godt brød som tilbehør, jeg giver ham ret!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar