Den landflygtige pølseret

Den såkaldt svenske er en pølseret af tvivlsom oprindelse. Den kan opleves i mange forskellige kulører, teksturer og konsistenser, men dog har alle versioner følgende til fælles: pølle, kartoffel og løg samt tomat i en eller anden form. I mit barndomshjem blev den til min lillebrors store – og min begrænsede - fornøjelse serveret med røget medister og flåede tomater. Ikke at jeg foretrækker den mere udbredte version med wienerpølse og blegrød sauce af tomatpure og mælk, med hvilken de udkogte kartoffeltern nærmest er gået i et. Denne velkendte supermarkedsdelikatessens ”lune ret” serveret i leverpostejsbakke er en version af pølseretten, som jeg først stiftede bekendtskab med, da jeg som gymnasieelev på Aalborghus Gymnasium begyndte at frekventere det navnkundige supermarked Nanok (beliggende på Grønlandstorvet...). Og således fik jeg pludselig øjnene op for, hvor mange forskellige fortolkninger der alene i Jylland findes af denne ret. 

Ifølge emballagen (nu mindre leverpostejsagtig) er der tale om en delikatesse...

Historiske hotdogs på Lidingö

I dette indlæg skal det handle om noget, jeg ikke så ofte forsøger mig med: pølsevogne. Anledningen er, at jeg netop er hjemvendt fra en heftig weekendtur i Stockholm, hvor jeg blandt andet kunne konstatere, at surdejsbrød virkelig ER trendy. Da min lillebror er medforfatter af en hotdog-blog, var det oplagt at skrive en mindre reportage fra den Stockholmske hotdogscene og jeg fik således lejlighed til at spise frokost ved en af Sverigeshistoriens vigtigste pølleboder: Prestogrillen på Lidingö.

Kære surdejsdagbog...

Det lave brød!

Det er svært at forestille sig, hvad der kunne udgøre et mere passende emne for dette mit første indlæg på denne min første madblog, end mit første vellykkede surdejsbrød! Efter at have passet og plejet min surdej og fodret den dagligt med vand og biodynamisk mel, efter udførligt at have noteret alle observationer angående dens lugt, konsistens og farve i min nye surdejsdagbog, ja, efter en weekendtur til farmor Inger (der ikke helt syntes at forstå den megen opmærksomhed, som bøtten med surdej var genstand for. Hun, der gennem årtier har bagt fantastiske rugbrød, er tydeligvis af en anden generation, med en helt andet pædagogisk tilgang til sin surdej) og et par mislykkede brødforsøg (åh, hvilken frustration!), blev surdejen endelig til et smukt og velsmagende, men dog stadig lidt lavt brød.