onsdag den 27. juli 2011

Hvad man stiller op med 2 kg svesker

Netop hjemvendt fra en badeferie i Nice med kufferten fyldt med lavendelolivenolie, kandiseret frugt og ikke mindre end 2 kg fantastiske, snaskede svesker fra Agen, var det nødvendigt at finde nogle fornuftige anvendelsesmuligheder. Og da der efterhånden også er trængsel i hjemmebaren, virkede det oplagt med en parfait med cognac og svesker. Ganske vist skal der kun bruges 140 gram, men man kan jo lave dobbelt portion…


Vanilleparfait med svesker og cognac

140 g udstenede svesker, gerne fra Agen
6 spsk. cognac
5 æggeblommer
5 dl piskefløde
75 g sukker
Vanillekorn fra halv stang
1 knivspids havsalt
1 tsk. citronsaft

Sveskerne hakkes groft og puttes i en gryde sammen med cognac og en skefuld af sukkeret Koges op ved svag varme og efterlades herefter på køkkenbordet i et par timer, gerne mere.
Herefter blendes blandingen let med en stavblender, til en art grov sveske-og-sprut-mos.

De resterende ingredienser piskes sammen til en luftig creme og sveskerne vendes forsigtigt i. Da der er tale om en parfait, går det fint at fryse isen uden en ismaskine, men man kan med fordel piske isen et par gange i løbet af de første timer af indfrysningen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar