Kongens kaviarsoufflé - om royale eskapader og fiskekonserves

Kong Kalle viser hvordan æggehviderne til en soufflé skal se ud!

For den nervøst anlagte læsers skyld vil jeg indledningsvis slå fast, at de i overskriften omtalte eskapader ikke involverer fiskekonserves. I hvert fald ikke direkte. Efter al den kedelige omtale af det svenske kongehus, der har fyldt dagbladene det sidste års tid – aflysningen af party-prinsessen Madeleines forlovelse som følge af den uprinselige Jonas Bergströms pinlige affære med en 21-årig norsk pige; prins Carl Philips forhold til Paradise Hotel-baben Sofia Hellqvist og så for at fuldende farcen; rygterne om kongens utroskab, stripklubbesøg og gangstervenner og hans uheldige håndtering af sagen i pressen – tænker jeg, at det er på tide at nævne dem for det gode. Efter sådan en omgang skandale kniber det selvsagt med populariteten, men uanset mangel på anstændighed, god smag og sunde værdier er det værd at bemærke, at Kong Carl Gustaf ligesom sin farfar, Gustaf Adolf, der som omtalt i indlægget om Presto Grillen i Stockholm spillede en afgørende rolle i svensk fastfoodhistorie, forstår sig på gastronomi. 

”Det tidlöse fikabrödet”

Kanelbullar, pånsjrullar og donuts i skøn forening

En ting, der på mine mange sommerferier i Sverige har optaget mig, er den fantastiske kærlighed, de svenske synes at nære til kanelbullen. Denne dejsnegl, der trods dens forskellige navne i nord og syd (det rigssvenske ’kanelbulle’ og det måske mere logiske, sydsvenske ’kanelsnäcka’) findes overalt og i alle tænkelige udformninger og versioner: I supermarkedets frysedisk sammen med ikoniske retter som pyt i panna og kötbullar, som bake off i ethvert supermarked med respekt for sig selv, og selvfølgelig i en fabriksfremstillet version fra Sveriges svar på Dancake, Delicato, der som alt svensk er lidt mere eksotisk på den fjollede og charmerende måde (men hvis navn til gengæld er mere tvivlsomt end deres danske kollegas).

Fra pålidelig kilde ved jeg, at bullen også optræder som et genkommende motiv i den svenske populærlitteratur, nærmere bestemt i Camilla Läckbergs krimier, som jo efterhånden også må siges at være ligeså ærkesvenske og vidt berømmede som ABBA og Systembolaget. Angiveligt dufter hjemmene altid af nybagte kanelbullar, når folk i Läckbergs bøger besøger hinanden, og den småfede stationsleder med hentehår, Mellberg, synes at leve af dem og spiser dem direkte fra posen i skrivebordskuffen. Hos Läckberg synes bullarne altså at have mange forskellige konnotationer, og jeg konstaterer, at de både fungerer som metonymisk reference til alt, hvad der har at gøre med hjemlig hygge, og til de velkendte, ugidelige, inkompetente og donut-spisende politibetjente fra amerikanske film. At kanelbullen på denne måde også er repræsenteret i fiktionen vidner for mig at se om deres universale karakter, og man kan måske se den som en særligt svensk pendant til det famøse barometer hos Gustave Flaubert – altså i kraft af dens udbredthed er den som element i teksten udstyret med en indirekte, funktionel værdi, som den franske semiotiker Roland Barthes afkodede som l’effet de réel, altså en virkelighedseffekt. Man fornemmer, at der faktisk er tale om det tidløse eftermiddagskaffebrød, som titlen (i overensstemmelse med budskabet på føromtalte Delicatos hjemmeside) proklamerer.

Madeleines au pastis

Galettes Bretonnes

Efter på et fransk debatforum at have fulgt en ophedet, men ganske stimulerende debat, hvor en flok mere eller mindre aggressive franskmænd diskuterede hvilken pandekageopskrift, der er en autentiske, vover jeg hermed at bringe denne muligvis ikke helt autentiske, men ikke desto mindre udmærkede opskrift på galettes bretonnes, altså bretonske boghvedepandekager. 

Koldhævede havreboller med tyttebær

De fine, tørrede tyttebær er både sure og let bitre og passer rigtig godt sammen med den søde og næsten fede havre. Kan man ikke få fat på tørrede tyttebær, kan man enten bruge friske bær eller tyttebærsyltetøj (og samtidig justere væskemængden lidt), eller måske tørrede tranebær, som på mange måder minder om tyttebær. Skåret havre kan også være lidt vanskelig at finde – prøv den lokale helsekost, eller erstat med den samme mængde gryn, det fungerer upåklageligt!

Kardemommeparfait

Hvis man ligesom jeg synes, at kardemomme er det bedste i verden, vil man forstå hvorfor denne is er stor og vigtig. Ideen er jo egentlig oplagt, men jeg kan desværre ikke tage æren for den. Efter en hel formiddag at have studeret udstoppede dyr (heriblandt verdens eneste udstoppede blåhval!) på Naturhistoriska Museet i Göteborg stødte jeg i museumscaféens fryseboks på et bæger med kardemommeis, og min ferielykke var selvsagt gjort. Mens isen smagte fortrinligt, lod dens konsistens noget tilbage at ønske, og så var det jo blot at gå i gang selv.

Gubbröra eller svensk makrelsalat

Her har vi at gøre med en ting, der både har et ualmindeligt fjollet navn (der mere end antyder, at dette er gamle mænds (gubbars) foretrukne pålæg) og som heller ikke gør sig særlig godt på fotos, hvilket måske er grunden til, at vi i Danmark ikke har set så meget til denne svenske klassiker siden Familie Journalen i 1970’erne flittigt recirkulerede variationer over den under navnet ”frokostsild” (indrømmet lever salat-konceptet i bedste velgående, men på en eller anden måde forekommer det mig forskelligt fra röra, som i øvrigt blot betyder at noget er rørt, eller måske rodet sammen).